Velkommen til PsykInfos arrangementer For over ti år siden, da PsykInfo holdt et af sine første arrangementer, oplevede jeg noget, jeg ikke siden har glemt. På tredje række sad en midaldrende mand. Under både den personlige fortælling og det faglige oplæg havde han siddet helt stille og koncentreret. Efter arrangementet kom han op til mig og sagde tak. Det var første gang, han havde været til et arrangement – og første gang han havde hørt om andre med angst. Første gang han havde hørt et fagligt oplæg om det. Han havde selv lidt af angst i flere år, og lettelsen over ikke at være alene og nu vide, hvordan han kunne få hjælp, lyste ud af ham. Formålet med PsykInfos arrangementer er at gøre basisviden om psykisk sygdom lettilgængelig og bryde det tabu, der gør, at mennesker tæt på psykisk sygdom kan føle sig isolerede og alene. Derfor har jeg aldrig glemt manden på tredje række og hans lettelse. Den husker mig på, at tabu omkring psykisk sygdom stadig er udbredt, og at åbenhed og viden er med til at nedbryde det. Fra januar til juni kan du høre faglige og personlige oplæg om en lang række psykiske sygdomme, om psykiatri og om recovery. I denne folder har vi samlet de arrangementer, vi har planlagt i store og små byer overalt i Region Sjælland i samarbejde med engagerede ildsjæle fra Psykiatrien, kommunerne og frivillige patient- og pårørendeforeninger. Fælles for arrangementerne er ønsket om at øge åbenhed og viden og på den måde mindske tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom. Fælles er også ønsket om at skabe rum for dialog, og her er både de medvirkende fagpersoner og frivillige ambassadører fra EN AF OS, som deler ud af deres personlige historier, helt centrale. Forhåbentlig fanger flere af arrangementerne din interesse, så vi ses på både tredje og første række. Venlig hilsen Anne Mette Billekop Leder, PsykInfo, Region Sjælland Foto: Gert Ellegaard, Region Sjælland Velkommen | 3
Download PDF fil