4 SUNDHEDSTEKNOLOGI Forord Foto: Thurid van Steenwijk Sundhedsteknologiens år Årsrapporten 2019 giver læseren et spændende indblik i en verden af forskning, hvor forskere udfolder sig for at hjælpe patienterne med nye forbedrede og mere skånsomme diagnose- og behandlingsformer. Ét af de områder, forskerne er kommet meget langt med i 2019, er brug af sundhedsteknologi i sundhedsvæsenet. Sundhedsteknologi er derfor et oplagt valg som tema for årsrapporten 2019. Vi er omgivet af fristende tilbud om nye teknologier, der spår at hjælpe os med næsten alt, ikke mindst indenfor sundhed. Men ved vi, hvad det har af konsekvenser, at vi tager al den teknologi til os? Er den så fordelagtig som lovet? Vi skal indføre nye teknologier med omtanke. Det vil sige kun på baggrund af en solid viden og med patientens og brugerens behov i centrum. Det er vi gode til i Region Sjælland. I en række artikler beskrives, hvordan vores forskere arbejder med forskellige sundhedsteknologiske løsninger for at fremme patienternes og borgernes sundhed og livskvalitet. Det er ikke altid de mest avancerede teknologier, der virker, kan jeg godt afsløre. Med teknologiens muligheder kan vi også skabe flere nære tilbud. Mange af sundhedsvæsenets ydelser kan flyttes fra sygehus til nærområder tæt på borgerne eller helt ind i borgernes eget hjem. For borgere med kronisk sygdom gør de nære behandlingstilbud en stor forskel på en hverdag præget af sygdom og mange kontakter til sundhedsvæsenet. Flere forsøg er i gang, der skal vise os, hvordan vi bedst skaber sådanne nære behandlingstilbud - læs om forsøgene i årsrapporten. Som årsrapporten tydelig viser, fører forskningen til nye og bedre behandlingsformer på en lang række områder. Det er netop kernen i den forskning, vi udøver i Region Sjælland. Forskningen og den viden, der genereres, skal ud og virke til gavn for samfund, patienter og borgere. Det viser, at det er vigtigt, at vi investerer i forskning og sætter forskningen højt på dagsorden i Region Sjælland. God læselyst! Annemarie Knigge Formand for Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud.
Download PDF fil