Forandringernes år på forskningsområdet Forskere og sundhedspersonalet i Region Sjælland har i 2017 med stor dedikation, interesse og nysgerrighed skabt forskningsresultater til stor gavn for patienter og borgere. Flere nye forskningsmiljøer er spiret frem. På sygehusene fortsætter de etablerede forskningsmiljøer med at markere sig både nationalt og internationalt. En stor mængde artikler er det blevet til, og nogle er udkommet i de højest rangerede medicinske videnskabelige fagtidsskrifter fx. BMJ, JAMA og Nature. Antallet af kliniske professorer stiger, og professorstaben udgør nu 21 professorer. Desuden er der i Region Sjælland ansat 32 lektorer og 13 ansat som MVU-forskere, postdoc eller adjunkt. I året 2017 har forskningsstøtteenhederne (FSE) fået nye kræfter. Det sikrer, at forskningsmiljøerne er tæt forankret i den lokale kliniske virkelighed, hvor forskningen er til nytte og gavn for borgere og medarbejdere. Regionsrådet prioriterer forskningen højt og har i 2017 tilført nye forskningsmidler. Der er i 2017 igangsat en rækker initiativer, som har ført til flere større forandringer på forskningsområdet: • Midtvejsevaluering af Politik for Sundhedsforskning i Region Sjælland 2015-2018 Evalueringen viste, at vi har flere fyrtårne på forskningsområdet, som løfter kvaliteten af forskningen, og at Region Sjælland har et vækstlag af spirende miljøer, der kickstarter helt ny forskning. Der er et solidt afsæt for mere vækst og udvikling af forskningspotentialet de kommende år. Evalueringen pointerede, at vi kan nå længere, hvis vi bruger endnu mere energi på forskningssamarbejde på tværs af institutionerne. • Kompetenceudvikling i forskningsledelse Vi har i 2017 udbudt målrettet kompe- tenceudvikling inden for forskningsledelse. Her blev kursisterne styrket i at varetage ledelsesrollen og det medfølgende ansvar, der fordres i ledelsen samt i udviklingen af forskningsmedarbejdere og forskningskulturen. • Region Sjællands Biobank Etableringen af Region Sjællands Biobank bidrager til konsolideringen af en fælles regional forskningsplatform, hvor biologisk materiale og data kan deles og anvendes på tværs af forskningsprojekter. Det sparer penge og giver forskning af højere kvalitet, som bygger på et bredere data- og vidensgrundlag. • Større sammenhæng og synlighed ved uddeling af regionale forskningsmidler Puljestrukturen blev i 2017 lagt radikalt om. Det resulterede i, at regionale forskningsmidler for første gang skulle søges via én pulje og ét opslag. Dermed får forskerne én synlig og nem adgang til de regionale forskningsmidler. Den nye puljestruktur har som noget afgørende nyt skabt en større sammenhængskraft mellem regionens forskellige indsatsområder på forskningsområdet. Regionsrådet har i budgetaftalen for 2018 afsat yderligere 6 mio. kr. til forskning med fokus på en fællesregional pulje til forskning i forebyggelse og yderlige understøttelse af forskningen i Region Sjælland, herunder etablering af Center for forskningsstøtte. Og vi skal udvikle en ny Politik for Sundhedsforskning, som skal sætte dagsordenen for fremtidens forskning i Region Sjælland. De positive tendenser for 2017 rækker langt ind i 2018. Efter forandring følger nu de store forventningers år om endnu mere fremgang for forskningen i Region Sjælland. PFI-direktør, Mahad Huniche Forsknings- og innovationschef, Jesper Grarup Foto: Maja Sørine Grathwohl Foto: Gert Ellegaard Mahad Huniche, direktør, PFI Jesper Grarup, forsknings- og innovationschef, PFI FORSKNING I REGION SJÆLLAND 3
Download PDF fil