FORORD 2020 BLEV ET ÅR I UDVIKLINGENS TEGN! Udviklingen har været stor i Befordringsservice, hvor der har været fokus på digitale løsninger, til gavn for borgerne, samt udvikling af vores præhospitale supplerende ressourcer. Særligt den frivillige hjælp, har sat et fint aftryk på landkortet i Region Sjælland. Opmærksomheden bliver større, så flere og flere har lyst til at give en hånd med i genoplivningsindsatsen. COVID-19 satte dog dagsordenen på alle vinkler af vores liv og hverdag, uanset om det var arbejde eller fritid. Udviklingen kom både til at handle om måden vi udfører vores arbejde på, hvor vi løser vores arbejdsopgaver henne og hvordan vi er sammen i vores arbejdsmæssige relationer. Året har budt os, at tage stilling til en masse nye ting – begrænsninger om man vil – for at vi kan passe på hinanden, men samtidig løse kerneopgaven. Det har været spændende og også krævende, at lægge arm med så magtfuld en størrelse som COVID-19 har været i 2020. Det ændrer dog ikke på, at vi kan se tilbage på en – igen, flot indsats leveret af Præhospitalt Center. Corona eller ej, så kan vores arbejde ikke vente. Vi tager stadig telefonen når der ringes 1-1-2, vi sikrer at alle borgere i Region Sjælland, får den hjælp som de har brug for, uanset om det er akut eller kan planlægges. Vi er en handlekraftig organisation, som er vant til at håndtere uforudsete opgaver og finde løsninger, der hvor det kan synes svært. Derfor har vi, udover at løse vores kerneopgave, ligeledes givet et stort bidrag i test- og vaccinationsstrategien, så samfundet kan vinde kampen. Præhospitalt Center har i 2020 opbygget og klargjort seks testcentre og er fortsat med opbygning og klargøring af seks vaccinationscentre, alt sammen i et tæt samarbejde med Det Nære Sundhedsvæsen. Vi understøtter dagligt de mange testcentre og vaccinationscentre, men ligeledes løftes der en kæmpe opgave i levering af den efterhånden store bilpark, der skal til for at teststrategien kan nå ud i alle hjørner af vores region. Helt almindelige biler, specialbyggede biler og reelle podningsambulancer, alt sammen udviklet til lejligheden og behovstilpasset. At holde så mange køretøjer i drift og kørende er en daglig stor opgave som løses i Præhospitalt Center. 2020 blev også året hvor den kommende udvikling kom i fokus. Regionsrådet traf beslutning om, at Region Sjælland pr. 1. februar 2024 selv skal drive mindst to af de fire delområder, som regionen bliver inddelt i. Det er en spændende udvikling og fremtid vi ser ind i, og vi går ydmygt til opgaven, og vil bruge de kommende år på at gøre klar, således at en regional ambulancetjeneste bliver klar til at løfte opgaven. Præhospitalt Center er en beredskabsorganisation og er dagligt det beredskabsmæssige fundament som Region Sjælland står på. 2020 har netop været beredskabets år, og alle strategier og planer som har ligget klar i skufferne, har stået deres prøve. En alvorlig, men samtidig spændende opgave – som har stillet store krav til Region Sjællands opgaveløsning, og herunder også Præhospitalt Center. Der kom mange nye ord i 2020. Udvikling og travlhed har gjort sig særligt bemærkede i Præhospitalt Center i 2020, og jeg er imponeret over den omstillingsparathed, omsætningshastighed og det engagement, der leveres hver eneste dage, udfordringer eller ej. Benny S. Jørgensen Præhospital direktør, Region Sjælland PRÆHOSPITALT CENTER, REGION SJÆLLAND – ÅRSRAPPORT 2020 5
Download PDF fil